Landsformand Bent Bundgaard indledte sin beretning med at konstatere, at finanskrisen ikke har gjort behovet for familieboliger mindre. Men desværre er vilkårene for at bygge stadig for ringe og derfor har Lejerbo hverken igangsat eller afsluttet nye familieboliger i 2008. Til gengæld har vi afleveret 77 ældreboliger og renoveret for over 1 mia. kr.
18. maj 2009
Vækst 
Bent Bundgaard forklarede, at når det nu ikke er muligt at bygge så mange nye boliger, må Lejerbo vokse på anden vis. I 2008 har vi vundet administrationen af i alt 660 kommunale ældreboliger. Ved væksten bliver vi flere til at dele nogle af de udgifter fx inden for it, der er forbundet med administration. Og det er en fordel for alle beboere, fremhævede Bent.
Både centralt og lokalt
Han kunne desuden fortælle, at hovedbestyrelsen har i årets løb haft fokus på blandt andet konsolidering af Lejerbos egenkapital, på det strategiske samarbejde og på at understøtte trivslen ude lokalt i afdelingerne. Det er for eksempel sket gennem støtte til kunst, de boligsociale fora og værktøjer til bestyrelserne.
Kontakt til politikerne
Bent understregede vigtigheden af, at Lejerbo er med til at påvirke beslutningstagere, både lokalt og nationalt. Han kunne fortælle, at forslaget om moms på viceværtydelser er taget af bordet, netop fordi BL, Lejerbo og andre i branchen fik overbevist politikere og ministerium om det urimelige i forslaget. Samtidig betonede Bent, at de lokale beboerdemokrater har en forpligtelse til at få kontakt med de lokale politikere og påvirke de lokale beslutningsprocesser.

Formandsvalg næste år
”Jeg er stolt over at beklæde posten som landsformand og glæder mig til det kommende år”, sagde Bent Bundgaard, inden han fortalte, at dette bliver hans sidste år som landsformand. Han opfordrede repræsentantskabet til allerede nu at begynde og overveje hvem, man ønsker, skal beklæde den vigtige post fra maj 2010.
Endelig sluttede landsformanden af med at takke beboerdemokraterne for at lægge deres tid og engagement i Lejerbo og administrationens ansatte for med dygtighed at gøre Lejerbo til en professionel virksomhed.
Af Tine Staun Petersen